UngdomsBureauet om ungdomsrådenes nationale betydning

Ungdomsbureauet
Til NAU’s Årsmøde d. 9-11. maj vil der være oplæg af UngdomsBureauet. De kommer for at tale om den betydning, de danske ungdomsråd har på nationalt plan

UngdomsBureauet består af Kenneth Salomonsen og Olav Hesseldahl, der i regi af YouGlobe planlagde Ungdomsmødet på Christiansø til Folkemødet 2013. Siden har de besluttet at skabe deres egen forening – UngdomsBureauet – som arbejder for at fremme unges stemme i samfundsdebatten.

»Vi vil gerne forkorte afstanden mellem unges holdninger og den politiske beslutningsproces ved at være budbringer for, hvad unge synes om forskellige emner på dagsordenen,« lyder Kenneth Salomonsens svar på, hvad UngdomsBureauets overordnede mål er.

Bureauets arbejde

»UngdomsBureauet er indtil videre en ret bred platform. Vi arbejder på en række projekter, og det er nok gennem den røde tråd i dem, at der tegner sig det bedste billede af, hvad vi arbejder hen mod.«

Blandt de projekter tæller det næste ungdomsmøde på Folkemødet 2014, en bog der indeholder 20 historier om frafald, skrevet af unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse, og et speed-dating arrangement mellem unge og gamle, der skal finde sted på årets Roskilde Festival.

Oplæg på Årsmødet

Når UngdomsBureauet gæster NAU’s Årsmøde d. 9-11. maj, er det med det formål at optegne den nationale ungdoms- og uddannelsespolitiske arena med alle dens aktører og klargøre ungdomsrådenes betydning på den arena.

»De lokale ungdomsråd er måske meget fokuserede på lokale eller regionale problematikker som at få lavet en fodboldbane eller noget andet konkret. Vi vil prøve at vise, hvordan de små sejre i ungdomsrådene hjælper ungdomsråd til samlet at spille en rolle i større nationale anliggender,« fortæller Kenneth Salomonsen.

Han forklarer, at oplægget måske kan føre til, at ungdomsrådene tænker mere over, hvilke ungdomspolitiske beslutninger de kan påvirke på nationalt plan.