Rasmus Petersen

I anledning af Landsmødet præsenterer vi Ledelsen, som nu har aftjent et år i NAU. Derfor går de nu enten på valg eller forlader ledelsen i NAU. Mød Rasmus Petersen.

Rasmus Petersen er medlem af Viborg Ungdomsråd, ledelsen i NAU og flittig debattør

Alder
17 år

Ungdomsråd
Viborg UngdomsRåd

År i NAU
– 2 år som ledelsesmedlem

Hvorfor har du engageret dig i NAU?
– Fordi, jeg mener, alle unge bør høres, da ungdommen til hver en tid, et hvilket som helst sted vil være den gruppe i samfundet, som fremtiden skal bygges op om. Det er unge nu og i fremtiden, der kan være med til at sikre og udvikle vores demokrati og samfundet, og det er nødvendigt, at kommunerne indser vigtigheden af at lytte til ungdommen. At sikre dette gennem ungdomsråd i alle kommuner og styrke de råd, der allerede eksisterer var to af grundene til, at jeg engagerede mig i NAU. En anden grund var også, det kunne være en mulighed for at prøve noget nyt og lære mere om NAU og andre organisationer.

Hvad har du lært i NAU?
– Jeg har mødt vildt mange mennesker til NAU-arrangementer, men også til møder, hvor jeg har repræsenteret NAU. Det betyder, at jeg nu har et stort netværk, som jeg håber at kunne gøre brug af i fremtiden. Desuden har jeg hørt om mange forskellige projekter og fået et indblik i foreningsverdenen. Jeg har også fået kompetencer i form af kurser om kreative processer, mødeafholdelse, ledelse, retorik, projektstyring mm. – og afholdt kurser for andre.

Hvad har været det sjoveste ved at arbejde ved NAU?
– At møde andre unge, som gør en stor forskel og gør det sjovere at være ung i Danmark. Særligt, synes jeg, det er sjovt at besøge ungdomsrådene på deres møder, hvor jeg får et indblik i deres arbejde og kan hjælpe dem med en evt. videre proces.

Hvad har været træls?
– Kommuner, som tror, at de selv kender alle løsningerne og ikke har brug for et ungdomsråd. Det kan tage lang tid at komme igennem til den gennemsnitlige kommunalpolitiker (sur gammel mand), men når de lytter, føler jeg at mit arbejde er meget værd.

Hvor er du om 10 år?
– Om 10 år er jeg færdig med en samfundsfaglig universitetsuddannelse og har en masse erfaring om unge og demokrati med mig. Jeg håber at have et job, hvor jeg kan beskæftige mig med samfundet og dets udvikling. Forhåbentlig er det også et job, som giver mulighed for at rejse, da jeg godt kan lide at komme ud af huset og opleve noget nyt, så jobbet skal ikke være et ensformigt kontorjob.

Hvor er NAU om 10 år?
– Om 10 år er der ungdomsråd i alle kommuner. Dermed er NAU’s opgaver også ændret. NAU skal stadig støtte og hjælpe ungdomsrådene med projektstyring og indflydelse i kommunerne. Især den demokratiske indflydelse er vigtigt, da det bl.a. er her politikerne kan bruge rådet for at høre de unges mening. Desuden er mit håb at NAU, ved at repræsentere samtlige ungdomsråd og derved rigtig mange unge, kan opnå politisk indflydelse og være med til at sætte en national dagsorden med fokus på unge, kultur og demokrati.

Hvorfor burde enhver engagere sig i NAU?
– Det er en organisation i stor udvikling, hvor man har mulighed for at sætte sit personlige præg og deltage i arbejdet i maskinrummet. Arbejdsopgaverne er meget forskellige, og man møder mange engagerede unge, som man erfaringsudveksler og danner netværk med. Desuden har vi det rigtig godt socialt i NAU.