På besøg hos: Gribskov Ungdomsråd (3:7)

Gribskov Ungdomsråd-8

Hvordan er det at være ung i din kommune? Hvad vil ungdomsrådet gerne have indflydelse på? Og er du egentlig stolt af at være med i ungdomsrådet? I sommer tog Mikkel Vinther, projektassistent hos NAU, på turné i Danmark. Han besøgte en masse ungdomsråd og stillede dem blandt andet de tre spørgsmål ovenfor. Det er der kommet en lille serie på syv afsnit ud af – læs med og tag ‘På besøg hos’ hver mandag frem til december!

Mangler du et overblik over ungdomsrådene i Danmark? Så tag et kig på kortet, klik på en kommune og find oplysninger om deres ungdomsråd. De røde har ikke et råd, de gule har et råd uden at være medlem af NAU, de grønne har et råd og er medlem af NAU, og de blå er i gang med at opstarte nye ungdomsråd!

Nogle gange må meget erfarne ungdomsråd dreje nøglen om. Det er tilfældet for Gribskov Ungdomsråd, der eksisterede i over 10 år. Amanda Bitsch, tidligere formand, der i dag er 20 år gammel og flyttet fra Gribskov, fortæller her, hvorfor ungdomsengagementet forsvandt, og hvilke råd hun vil give til andre i samme situation.

Hvordan er det at være ung i Gribskov?
– Det er ret kedeligt i gymnasieårene, og mange unge søger hurtigt ind til større byer for at shoppe og gå i byen. Vi har en velfungerende ungdomsskole for 6.-9. klasse, og så har vi et ungdomshus, hvor jeg har været en del.

Hvad havde ungdomsrådet indflydelse på?
– Vi var med i forskellige arbejdsgrupper om bl.a. transport og trafiksikkerhed, og vi var meget aktive i et projekt om forældre, der drikker. Derudover var vi med til at arrangere en årlig børne-/ungehøring sammen med vores fælleselevråd, hvor alle unge var inviteret. Her mærkede vi stemningen hos kommunens unge og satte den ungepolitiske dagsorden for resten af året.

Var du stolt af at være med i ungdomsrådet? 
– Ja, da vi var størst, følte jeg, at vi brændte for opgaverne og tog vigtigt ansvar. Jeg voksede også med formandsopgaverne og har lært rigtig meget. Men til sidst var vi kun tre deltagere til møderne, og så forsvandt stoltheden ligesom.

Hvorfor tror du ungdomsrådet døde?
– Mange aktive faldt fra, fordi de flyttede fra byen, og vi havde rigtig svært ved at få nye med. Vi var alle kommet ind ved at blive prikket på skulderen af venner, men vi kendte ikke de yngre unge. Kommunen hjalp alt, hvad de kunne, men folk vidste ikke, de havde muligheden for at komme til orde med deres meninger og ideer. Vi prøvede ihærdigt til det sidste, men vi fejlede.

Hvordan kunne I have forhindret døden?
– Rekruttering. Vi skulle tidligere have set, at der skulle yngre, engagerede kræfter til.

Hvad siger du til, at der er planer om at genopstarte ungdomsrådet?
– Hvis nogen har modet og lysten til det, så ville det være fantastisk! Jeg synes, det er meget vigtigt, at en kommune har et ungdomsråd.

 


FAKTA OM GRIBSKOV UNGDOMSRÅD

Interviewrepræsentant: Amanda Bitsch, 20 år, tidligere formand
Oprettelse: 2003-2014
Årlig økonomisk støtte: 50.000 kr.
Organiseringsform: Formand, næstformand og op til 20 medlemmer
Rådsmedlemmers alder: 13-21 år
Eksempler på aktiviteter: Høringer, stormøder, koncerter med lokale bands
Tætteste samarbejdspartnere: Ungdomshuset U-huset i Gribskov
Tilknytning til kommune: Ungekoordinator i kommunen med styr på økonomien og ’kontaktbog’