NAU-portræt: Økonomi- og fundraisingkonsulenten

posted in: Sekretariatet | 0

Jeg hedder Frida, jeg er 24 år gammel og oprindeligt fra Kerteminde. Jeg arbejder som økonomi- og fundraisingkonsulent i NAU. Når jeg ikke knuser tal for NAU, læser jeg økonomi på Københavns Universitet, hvor jeg snart bliver færdig med min bachelor.

Da jeg så, at NAU søgte en ny medarbejder sidste år, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte søge stillingen; jeg var aktiv i ungdomspolitik, da jeg var yngre, men jeg tog på udlandseventyr i to år, og da jeg kom hjem igen, havde jeg virkeligt lyst til at bidrage til at gøre en konkret forskel for andre mennesker fremfor mest bare at snakke om politiske visioner. Jeg engagerede mig derfor i en masse forskelligt frivilligt arbejde, og da jeg skulle finde nyt job, var jeg på jagt efter et job, hvor jeg kunne fortsætte med at gøre en konkret forskel samtidigt med, at jeg kunne bruge min økonomiuddannelse. Jeg synes det er helt vildt fedt at få muligheden for – via mit bidrag til NAU – at kunne understøtte unge mennesker fra hele landet i at gøre en forskel i deres lokalområde, skabe nogle fede ungdomsmiljøer og mødes om en fælles sag på tværs af politiske holdninger. Denne form for fællesskab synes jeg er unik og meget værdifuld i en tid, hvor splittelsen på tværs af kulturer, religioner og meninger er til at tage og føle på!

Som økonomi- og fundraisingkonsulent i NAU arbejder jeg både med den daglige drift, altså er det bl.a. mig, der står for at refundere transportomkostninger og andet i forbindelse med arrangementer. Når jeg ikke arbejder med NAU’s økonomi arbejder jeg med fundraising. Det betyder, at jeg dels er ansvarlig for at ansøge til fonde og puljer, hvis NAU vil holde et arrangement eller skaffe noget reklamemateriale. Men en anden stor del af mine arbejdsopgaver består i at indsamle informationer om NAU’s medlemmers seje aktiviteter, da vi i NAU får en stor del af vores indtægter fra Dansk Ungdoms Fællesråd, og vi skal altså fortælle, hvilke aktiviteter der bliver lavet rundt om i landet for at få tilskud til at kunne lave fede arrangementer, tage på Folkemøde og understøtte vores medlemmer i deres arbejde!

Slutteligt vil jeg lige dele min oplevelse fra NAU’s Landsmøde i 2016. Jeg var lige blevet ansat og skulle med til mit første NAU-arrangement. Jeg bemærkede fra starten af, hvor åbent, hjertevarmt og engageret miljø, jeg var kommet ind i. Alle så ud til at have det fantastisk med at snakke med andre ’ungdomsrødder’ og dele og deres erfaringer, og det var dér, jeg var sikker på, at jeg var kommet ind i en herlig organisation!