Ny formand og stor tilslutning til URT

Ungdomsrådet i THY (URT) har fået ny bestyrelse og ny formand på et tidspunkt, hvor opbakningen aldrig har været større til ungdomsrådet mod nord

Traditionen tro er der et hav af Generalforsamlinger, når et nyt år begynder. En af de – i ungdomsrådsregi – helt store blev afholdt i går (mandag) i Ungdomsrådet i Thy (URT), hvor 40-50 unge mennesker var mødt frem for at ønske godt nytår og påvirke valget til den nye bestyrelse.

Andreas Campbell går i 2.g, er 18 år, trommeslager og ny formand i URT
Andreas Campbell går i 2.g, er 18 år, trommeslager og ny formand i URT

– Der var fantastisk opbakning i går. Aldrig har der været så mange til en generalforsamling. Det siger Andreas Campbell, der efter kampvalg fik overdraget formandsstafetten, nu den tidligere formand Mikkel Vinther valgte ikke at genopstille, fordi han planlægger at flytte til Aarhus og starte på en videregående uddannelse.

Fra booker til formand
Andreas Campbell er 18 år og går i 2.g. Det sidste års tid har han været et kæmpe aktiv for URT, hvor han har booket de bands, der cirka een gang om måneden kommer og underholder hele oplandet.

– Det sidste års tid har jeg siddet som booker og brugt meget tid på at netværke omkring URT, NAU, management og så videre. Så jeg er kommet godt ind i det og kan godt se mig i den nye rolle som formand, forklarer Andreas Campbell.

Også kampvalg til bestyrelsen
Ikke alene til formandsposten var der kampvalg. Trods en stor bestyrelse på hele 14 mand, var der også hertil kampvalg, da 16 kandidater stillede op. Andreas Campbell er glad for den store opbakning, fordi det siger noget om, at URT betyder noget for hele Thy.

– Det betyder meget at have URT. Vi er en del af udkantsdanmark, så der er langt til alting. Derfor er det godt at have et sted, hvor vi kan mødes og samles. Det er også grunden til, der er så stor opbakning til vores arrangementer, mener han.

Over 200 til juleURT
Et eksempel på et arrangement, der har rodfæstet sig i Thy-sjælen, er det tilbagevendende JuleURT, der igen og igen slår rekorder. I år var der over 200 mennesker,

Sådan så det blandt andet ud til JuleURT 2012

da arrangementet blev afholdt den 22. december. Det siger noget om, hvad et ungdomsråd kan betyde for et område, fortæller Andreas Campbell:

– JuleURT er et super godt arrangement, fordi mange er hjemme over julen og har brug for et samlingssted. Så mødes man til JuleURT og catcher up.

Som ny formand vil jeg.. 
At URT er en velsmurt maskine vidner forårsprogrammet om. Ind til maj kan unge i Thy se frem til hele seks arrangementer med mere eller mindre ukendte bands (se programmet nedenfor). Men det er ikke kun musikken, det drejer sig om, fortæller formand Andreas Campbell:

– Vi har lavet et super fedt forårsprogram. Men vi vil også begynde at fokusere på det kommende kommunalvalg til efteråret og gøre medlemmer bevidste om de muligheder, der ligger i et kommunalvalg. Og så skal der træffes beslutning om lokalerne. Det hus, vi har nu, er super fedt og centralt. Men det er også ved at falde fra hinanden. Så enten skal vi lappe lidt på det eller prøve at finde et nyt sted at være, siger den nyvalgte formand.

Næste arrangement er fredag den 11. januar, hvor Annasaid og det lokale Rupture Plain spiller op til fest.

URT’s forårsprogram

LIDT OM URT:

URT bor i Thisted midtby, hvor U-rådet i egne lokaler serverer kulturelle arrangementer af høj kvalitet, og oftest i form af fede livebands. Der afholdes et arrangement om måneden og bestræbelsen er at have et bredt udbud af forskellige musikgenrer i løbet af forårs- og efterårsprogrammerne.
Foreningen Ungdomsrådet i Thy har over 800 kontingentbetalende medlemmer. Det gør den til den største musik- og kulturforeningen i Thisted Kommune. Endvidere er URT Danmarks tredjestørste Ungdomsråd og omtalt som et af de bedst kulturelt fungerende. Derudover tager foreningen del i arbejdet hos nationale organisationer som Netværket af Ungdomsråd (NAU) og Organisationen for Rytmiske Amatørmusikere (ORA). I URT udøves altså både lokale og nationale kulturelle og politiske aktiviteter!