NAU-konsulent på Ærø

Medlemmer af Ærø Ungdomsråd med en Abrakadabra-plakat fra deres filmfremvisning i juni
Medlemmer af Ærø Ungdomsråd med en Abrakadabra-plakat fra deres filmfremvisning i juni

På Ærø har det været en udfordring for ungdomsrådet at holde motivationen høj og projekterne mange. Det har de, med hjælp fra NAU, forsøgt at gøre noget ved

Det er ikke altid en fest at sidde i ungdomsråd. Nogle gange løber man tør for ideer eller ind i for mange udfordringer. På Ærø har ungdomsrådet oplevet en periode med mangel på motivation, og det har fået dem til at tage fat i en af NAU’s konsulenter. Ungdomsrådskonsulent Torben Vinter tog derfor i slutningen af måneden til øen for at komme med nye indspark og friske redskaber.

Søren Degn Laxy, der er formand for rådet, fortæller, at det især var skridtet mellem at have en idé til et projekt, og at tro på, at man kunne føre det ud i livet, der var svært for rådet:

»Vi er altid meget fokuserede på, hvilke udfordringer der er ved at lave forskellige ting. Når vi snakker om nye projekter, går der aldrig ret længe, før vi begynder at tænke på alle de ting, det kræver, at vi sørger for, hvis vi skal gennemføre dem,« siger han.

NAU: »Kast jer ud i tingene«

De trængte til ny energi, og det fik Søren Degn Laxy til at lave en aftale med en af NAU’s konsulenter Torben Vinter. En aftale, der blev en stor succes.

»Det var meget anderledes at have besøg af Torben, fordi han var meget mere innovativ i sin tankegang, end vi er vant til at være. Han sagde til os, at vi skulle droppe vores normale tilgang til tingene og hellere bare kaste os ud i det, fordi det sagtens kan lade sig gøre. Og så kan man altid bagefter tænke over, hvilke ting man vil gøre anderledes næste gang,« siger Søren Degn Laxy.

Storytelling bliver til nye idéer

Det er blandt NAU’s helt store opgaver at assistere ungdomsråd, der løber ind i udfordringer. Ungdomsrådskonsulenterne har både egne erfaringer og en masse konkrete redskaber at komme med. Et af dem blev sat i spil på Ærø, fortæller Torben Vinter.

»På NAU’s Årsmøde i maj blev deltagerne introduceret for storytelling, der kort fortalt handler om at kunne fortælle sin historie, så andre forstår, hvilke værdier man har. Det tog jeg op igen i Ærø Ungdomsråd for at få dem til at finde deres egen og hinandens motivation,« siger han.

Efterfølgende fik ungdomsrådsmedlemmerne til opgave at komme med bud på, hvorfor det er så vigtigt, at der bliver skabt et fedt ungdomsmiljø på Ærø.

»Der kom rigtig mange gode bud. Jeg tror, vi endte med 12 punkter på det ark, vi brugte. Og det inspirerede dem til at tænke i, hvad for nogle projekter der skal til, for at opnå det miljø, de gerne vil have,« siger Torben Vinter.

Klar til at se fremad

Løftet stemning og nyt mod prægede de unge, da ungdomsrådskonsulenten igen tog fra øen. Ifølge Søren Degn Laxy var der pludselig masser af engagement i gruppen.

»Der blev ligesom skudt hul i de rammer, vi normalt har. Og det betød, at mange af dem, der normalt ikke har så mange idéer, fik nogle rigtig gode idéer, som de også havde lyst til at prøve at stå for at gennemføre,« siger han.

Der skal nu arrangeres mini-biograf i ungdomshuset og gokart-løb gennem Marstal i de kommende måneder.