NAU er kommet på Folkemøde

Unge fra NAU på FolkemødeNetværket af Ungdomsråd har ramt Folkemødet 2014. Det er allerede blevet til en større tur rundt på pladsen, debatter og workshops om demokrati og borgerinddragelse

NAU har i samarbejde med UngdomsBureauet sendt 24 unge med Bornholmerfærgen til Solskinsøen, der for fjerde år i træk holder Folkemøde, hvor 60.000 mennesker kommer til Allinge og diskuterer politik og demokrati.

Morgensang med kulturministeren

Kulturminister Marianne Jelved skød dagen i gang med et morgensangsarrangement i højskolernes telt. Der blev også tid til nogle ord fra ministeren om Kulturministeriets nye ungestrategi. Hun understregede, hvor vigtigt det er, at man tager unge seriøst som unge og ikke som en del af den gængse politiske børn- og ungebetegnelse.

NAU’s deltagere repræsenterede med morgenhæse stemmer ungdommen i et telt, hvor det grå guld var talrigt til stede. Kulturministerens fokus på ungdomsråd glæder formanden for NAU, Rasmus Petersen, der er blandt deltagerne på Folkemødet.

»Det er dejligt at se, at Marianne Jelved virkelig gør noget ud af ungestrategien. At hun ikke bare taler om den, når der er medier på, men også bruger den i sit daglige arbejde og glædeligt fortæller om mulighederne i at fokusere på unge, viser et stort engagement hos Kulturministeriet og et stort potentiale for det, vi laver i NAU. Vi håber på et godt samarbejde om opgaven,« siger Rasmus Petersen.

Ungdomsråd og politikere

Ungdomsråd handler om at skabe muligheder for at udfolde al den energi og engagement, rigtig mange unge går rundt med. Det starter med de unge selv, men NAU er ikke bange for at indrømme, at politikerne kan bidrage med en hjælpende hånd til at skabe det helt rigtige miljø for de unges udfoldelse.

Niels Nielsen, der er en del af NAU’s ledelse og tidligere formand for Faxe Ungdomsråd, siger:

»Politikere kan have muligheden for at definere, hvad der er rigtigt og forkert i et lokalsamfund. Derfor synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at politikerne både støtter nye initiativer til ungdomsråd lokalt og den positive indstilling til ungdomsråd nationalt.«

For at få det til at ske går en anselig del af NAU’s tid på Folkemødet med at gøre politikere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at de på alle områder tager de unge seriøst og lader de unge skabe fællesskabsfølelse og lokalt demokratisk tilhørsforhold.

»Vi skal fortælle politikerne om, hvor god en platform ungdomsråd er til at gøre gode ting for andre unge. Det kan både være gennem politiske debatter, der kan peppes lidt op for at gøre dem mere interessante for unge, og det kan være gennem for eksempel festivaller og fællesspisning, der kan give andre unge en vigtig følelse af lokalt fællesskab og tilhør,« siger Niels Nielsen.

Ungdomsmøde forude

I morgen glæder NAU’s deltagere sig til at få mulighed for at sparre med andre unge til Ungdomsmødet på Christiansø.

Turen er hovedårsagen til NAU’s deltagelse på Folkemødet, og formålet er at unge tager skeen i egen hånd og brainstormer om, hvordan vi selv kan hjælpe med at aktivere andre unge til foretagsomhed som for eksempel deltagelse i ungdomsråd.