Ledelsens arbejde i maj

Formanden om maj 2014Sommeren er lige om hjørnet, og maj har været proppet med spændende arbejde for NAU’s ledelse. Folkemødet skal planlægges, Årsmødet blev afviklet, og så var der jo også noget med Kulturministeriet

Årsmøde

Maj blev skudt i gang med NAU’s Årsmøde 2014, hvor 12 forskellige ungdomsråd var repræsenterede. NAU’s formand, Rasmus Petersen, er meget tilfreds med weekenden:

»Vi fik kigget på, hvordan NAU er skruet sammen, og hvad for nogle medlemmer organisationen har. Det var fedt at se, at selvom der er så stor forskel på, hvad rådene laver, kunne de stadig blive enige om en essens.«

Der blev nedsat en arbejdsgruppe som frem til Landsmødet 2014 skal besøge en række ungdomsråd og skrive et forslag til et idégrundlag.

Folkemøde

Næste store punkt på dagsordenen er Folkemødet på Bornholm, hvor NAU er talstærkt repræsenteret:

»Vi har lavet den prioritering, at vi sender alle 24 tilmeldte afsted, for at NAU kan være bedst muligt repræsenteret og for at give vores medlemmer en rigtig god oplevelse,« siger Rasmus Petersen.

NAU’s deltagere tager afsted torsdag d. 12/6 og bliver på Folkemødet til søndag aften. De får mulighed for at deltage i en debat om unges muligheder og ungdomsråd og en om frivillige organisationer. Desuden kommer alle deltagerne med på Ungdomsmødet på Christiansø lørdag, hvor unges foretagsomhed skal diskuteres.

Ny ungestrategi fra Kulturministeriet

Maj blev også måneden, hvor kulturminister Marianne Jelved ytrede at: »I løbet af 2015 skal jeg ud i alle kommuner og overbevise kommunalbestyrelserne om at oprette ungdomsråd.«

Det er en stor sejr for ungdommen og for Netværket af Ungdomsrådets sag. Rasmus Petersen er begejstret for Kulturministeriets håndsrækning til de unge:

»At kulturministeren vil arbejde for, at der skal være ungdomsråd i hele landet, giver et kæmpe boost til vores arbejde,« siger han.