Hvad kan NAU for dig?

posted in: Nationalt | 0

Som medlem af Netværket af Ungdomsråd bliver ungdomsrådet del af et fællesskab med andre unge, der også engagerer sig i ungdomsarbejdet. Hvert år holder vi to stormøder, hvor medlemmer fra hele landet mødes i en weekend, ligesom vi også mødes regionalt. Her har ungdomsrådet mulighed for at udveksle erfaringer og idéer, få inspiration, finde nye samarbejdspartnere og ikke mindst have det rigtig sjovt med andre unge.

Kæmp for jeres holdninger
Netværket af Ungdomsråd arbejder for ungdomsorganisationernes holdninger og rettigheder i forskellige arbejdsgrupper, så du får bedre muligheder for dit ungdomsrådsarbejde. Vi har repræsentanter i forskellige arbejdsgrupper i Dansk Ungdoms Fællesråd, fx om 16-års valgret og prøvevalg for 16-17-årige i forbindelse med efterårets kommunalvalg. Derudover arbejder vi for at udbrede tanken om ungdomsråd – nationalt såvel som internationalt.

Udfordringer

Vi kommer gerne ud og hjælper med de udfordringer, der er i dit ungdomsråd: Vi hjælper med at starte dit ungdomsråd op eller at give råd og vejledning til idéer og projekter eller at fundraise projekterne. Vi hjælper med at skaffe aktive medlemmer eller med at få inspiration og nye idéer, når det hele er kørt fast. Du kan altid sende en mail eller slå på tråden, så tager vi en snak om, hvad vi kan gøre for netop dig og dit ungdomsråd.

Har du en god idé? Og er jeres ungdomsråd medlem af NAU?

Som medlem af NAU har jeres ungdomsråd mulighed for at søge Dansk Ungdoms Fællesråd’s Initiativstøtte, som bliver uddelt til nyskabende børne- og ungeaktiviteter, drevet af frivillige kræfter. DUF har i denne periode ekstra fokus på 16-års valgret, men man kan søge til alle aktiviteter ungdomsrådet laver.

Der er to krav: det skal være en nyskabende aktivitet og jeres ungdomsråd skal være medlem af NAU. eller kontakt NAU hvis du har spørgsmål.