Happening: Ungeinddragelse NU!

I weekenden sætter Netværket af Ungdomsråd (NAU) fokus på, hvordan vi som samfund kan inddrage de unge i kommunalvalget og i det daglige kommunalpolitiske arbejde.

NAU har erklæret kommunalvalgåret 2017 for de unges år. Igennem hele 2017 vil NAU kæmpe for, at der bliver sat fokus på de unge – deres inddragelse, deres ønsker og deres behov.

For at sætte fokus på inddragelsen og involveringen af de unge i kommunalvalget og det kommunalpolitiske arbejde, afholder NAU den 22. april kl. 17 en happening på Rådhuspladsen i Odense.

– Inddragelsen af de unge i det kommunalpolitiske arbejde handler både om at styrke medborgerskabet og demokratiet, men de unge bør også ses som en stærk, uudnyttet ressource, der kan kvalificere og styrke de politiske beslutninger og løsninger, siger Nicolai Boysen, formand for NAU.

Happeningen vil tage form af en paneldebat med en ønskeskov. Politikere og unge vil sammen forsøge at nå frem til, hvordan man bedst inddrager de unge i den kommunalpolitiske arena, mens alle vil have mulighed for at nedskrive forslag og ønsker til ungeinvolvering og hænge dem på ønsketræerne. Arrangementet vil blive afsluttet med gratis fællesspisning afholdt af MadAmbassadørerne.

Happening: Ungeinddragelse NU!

Tidsplan:
17:00 – Opsætning af træer og madsted
17:30 – Ønskeskrivning/kontakt med folk på gaden 18:00 – Paneldebat
19:00 – Fællesspisning

Paneldebat, deltagere:
Mikkel Dragmose-Hansen, SF, Middelfart
Jonathan Roed Kirkedal, S, Middelfart
Christoffer Lilleholt, V, Odense
Repræsentant for Dansk Ungdoms Fællesråd
Nicolai Boysen, formand for NAU