Folkemødet havde plads til ungdommen

Folkemødet var en stor succes24 unge, fire dage, et ungdomsmøde og en hel masse debatter. Folkemødet 2014 på Bornholm var en indiskutabel succes

Sommersolen stod stadig højt over Rønne Havn til aften, da NAU’s deltagere på Folkemødet steg på færgen hjem solbrændte, udmattede og smilende. Det blev til store oplevelser for alle, da deltagerne både overværede debatter om ungdommen og sejlede i høj bølgegang til Ungdomsmødet på Christiansø, de var inviterede til af UngdomsBureauet.

»Jeg plejer ikke normalt at blive søsyg, men det var nogle grumme bølger, vi mødte på vej derover. Det var det virkelig. Heldigvis var Ungdomsmødet rigtig rigtig godt, da vi først fik fast grund under fødderne,« siger Jakob Lundbye fra Thisted Kommunes Ungdomsråd.

Han måtte gense både morgen- og aftensmad på færgen men endte til gengæld efterfølgende på en brandgod workshop om entreprenørskab:

NAU-deltagere på sejlturen mod Christiansø, inden søsygen ramte
NAU-deltagere på sejlturen mod Christiansø, inden søsygen ramte

»Det var virkelig spændende at arbejde med emnet. Vi diskuterede, hvilke problemer man kan møde som ung iværksætter og kom frem til, at det vil være nemmere for de unge, hvis de ikke i så høj grad bliver bundet af dagpengeregler. Det vil for eksempel være fedt, hvis man ikke får trukket sine dagpenge per time, man lægger i sit projekt, men bliver trukket efter, hvor meget man tjener på projektet,« siger Jakob Lundbye.

Forslaget er et blandt fem, der alle mere eller mindre direkte skal give unge bedre muligheder for at forbedre ungdomsarbejdsløshedstallene gennem foretagsomhed.

Opmærksomhed om de unge

Efter en mere rolig tur fra den lille til den større ø, marcherede de 150 deltagere på Ungdomsmødet med flag og hujen forbi debatter og undrende voksne til UngdomsBureauets telt på festivalen, hvor kulturminister Marianne Jelved og folketingsmedlem Bertel Haarder tog imod de fem anbefalinger.

Stemningen var høj dagen igennem, og Simone Sønderby fra Middelfart Ungdomsråd var glad for, at turen til Christiansø gav sikrede, at det ikke druknede mellem alle de andre debatter og møder inde i Allinge.

»Det var rigtig hyggeligt, at man kom væk fra Folkemødet og kun var unge derovre. Det gjorde det lidt mere koncentreret. Det virkede også som en lidt større begivenhed, når man skulle sejle der over, hvor vi skulle være. Og så var det fedt at gå igennem byen til sidst og skabe så meget opmærksomhed omkring os unge,« siger Simone Sønderby om turen.

Folkemødet endte med at få besøg af intet mindre end 80.000 gæster i løbet af de tre solrige dage, og der er blandt NAU’s deltagere bred enighed om, at det ikke er sidste gang organisationen skal diskutere ungdomspolitik på Bornholm.