Er der gode historier i Grundloven?

NAU's ledelse holdt møde i weekenden og lagde planer for Årsmødet.
NAU’s ledelse holdt møde i weekenden og lagde planer for Årsmødet.

Demokrati, deltagelse og ligestilling er nøgleordene for grundlovsjubilæet, og på NAU’s Årsmøde skal det krydres med historiefortælling

Det er muligvis ikke alle, der har styr på, hvorfor den 5. juni er vigtig, men for 100 år siden var det på denne dato, at Danmark for alvor blev demokratisk. Det vil NAU gerne sætte fokus på, og derfor bliver Grundloven temaet for Årsmødet den 8.-10. maj.

– Der skal være fokus på grundlovsjubilæet, fordi det er rigtig spændende. Medlemmerne, der skal med på Årsmødet, skal sætte et ungt perspektiv på, hvordan vi kan bruge Grundloven i dagligdagen, siger NAU’s formand, Rasmus Pilegaard Petersen.

Grundloven skal dog ikke præsenteres i dens originale form, for de overordnede emner for weekenden er Storytelling, Debat og Marketing. Emnerne skal hver især fodre deltagerne med værktøjer til at tænke nyt og kreativt, og med økonomisk støtte fra den europæiske ungdomsuge er NAU fast besluttet på at finde nogle af de dygtigste oplægsholdere til de forskellige emne-workshops. Det er vigtigt for NAU, at alle får et konkret udbytte med hjem fra weekenden, så det er nemt at arbejde videre hjemme i rådenes respektive kommuner.

– Vi ved, at medlemmerne lægger rigtig meget vægt på at få inspiration fra andre ungdomsråd, og derfor prioriterer vi, at der er mulighed for det, fortæller Rasmus Pilegaard Petersen og fortsætter:

– På projektweekenden i februar kombinerede vi desuden erfaringsudveksling og workshops, mere end vi plejer, samtidig med at vi fyldte mere indhold i. Det gjorde vi for at klæde medlemmerne på til at arbejde i fællesskab med samarbejdspartnere eller præsentere deres idé for kommunen. Helt konkret øvede vi, hvordan man pitcher sin idé kort og præcist, og det betød, at alle gik derfra med et projekt, som de kunne gå hjem og udføre, og de havde en meget klar idé om, hvad det var, de ville.

Om projektweekenden skriver deltagerne blandt andet i evalueringerne: “Jeg glæder mig til næste arrangement!” og “Supergod, lærerig og spændende projektweekend med masser af inspirerende, søde og sjove mennesker”. For NAU betyder evalueringerne meget, når rammerne skal sættes for de næste medlemsarrangementer og dermed også for Årsmødet.

Derfor vil Årsmødet også give mulighed for, at deltagerne med de nye værktøjer samler op på deres projekter fra projektweekenden og finder ud af, hvad næste skridt skal være, eller hvordan de kan bygge ovenpå projektet. Det er dog ikke et krav at have været på projektweekenden for at deltage på Årsmødet, da indholdet som nævnt også vil handle om Grundloven og ikke mindst det formelle, hvor deltagerne kan være med til at forme NAU’s næste politiske strategi.

Fakta om Årsmødet
Årsmødet er NAU’s næsthøjeste myndighed efter Landsmødet. Arrangementet foregår i år fra fredag den 8. maj til søndag den 10. maj.

Fredag lærer deltagerne hinanden at kende gennem faglig erfaringsudveksling.

Lørdag formiddag foregår den formelle del af Årsmødet, hvor blandt andet NAU’s politiske strategi skal revideres. Eftermiddagen er sat af til workshops, og om aftenen er der middag og fest.

Søndagen går med opsamling på weekenden, inden deltagerne tager hjem omkring middagstid.

Der er den 28. marts udsendt program for Årsmødet samt forslag til dagsordenen og den politiske strategi 2015-2017.