En weekend i computerspillets navn

Til Lan party med Ærø u-råd
På Ærø gik sidste weekend for rigtig mange med at holde øje med en skærm. Ungdomsrådet holdt LAN party på søfartsskolen, og det samlede 87 kampklare spillere

Der var sodavand og energidrik i imponerende mængder på Marstal Søfartsskole i weekenden. Men der skal også en hel del energi til at holde 87 computerspilsentutiaster kørende i halvandet døgn, som det var planen på Ærø. Heldigvis lykkedes projektet ifølge Søren Degn Laxy, Ærø Ungdomsråds formand:

»Når vi spurgte deltagerne, var svaret, at det var et super fedt arrangement. Jeg vil selv mene, at vi har en del ting, vi kan arbejde med at forbedre. For eksempel koordinering og tidsplan.«

Det får de mulighed for til efteråret, hvor rådet er fast besluttet på at gentage succesen. De leder efter bedre lokaler og større samarbejdspartnere.

Computerspil til man bare ikke kan holde øjnene åbne længere. Billede: Ærø Ungdomsråd
Computerspil til man bare ikke kan holde øjnene åbne længere. Billede: Ærø Ungdomsråd

»Vi har fået direkte kontakt ind i RIOT (spilproducent, red.) og får formegentlig stor opbakning derfra til næste arrangement. De kan give os mulighed for at udlove federe præmier og skabe mere opmærksomhed omkring arrangementet,« siger Søren Degn Laxy.

Fin mulighed for ungdomsrådsbranding

Weekenden gav mulighed for at brande ungdomsrådet, der er meget interesseret i at samle de forskellige grupper af unge på Ærø. Rådet består af elever på søfartsskolen, der er kommet til øen for at studere, og de har svært ved at fange de unge lokale øboeres interesse. Det ser imidlertid ud som om computerspillene har en samlende effekt:

»Der kom 30-40 ærøboere til arrangementet, og det gav en fin mulighed for at brande ungdomsrådet. Vi huskede folk på, at hvis de syntes godt om vores side, og skrev en evaluering af lanet, ville de komme med i lodtrækningen om fri entre og en t-shirt til efteråret.«

Og det var ikke uden effekt. Søren Degn Laxy fortæller, at LAN partyet har betydet, at tre af de lokale unge er interesseret i at blive en del af Ærø Ungdomsråd til sommer.