En hyldest til lokalkulturen

Culture Zones logo
Culture Zones logo


Noget må gøres, hvis de unge skal være opmærksomme på deres spirende lokalkultur. Derfor afholdt en række unge iværksættere Culture Zone Tour i starten af 2014

Livearrangementer med sang, dans og tryl har stået på programmet i Greve, Ballerup, Herlev og Roskilde i de første måneder af 2014. Jacob W. Jørgensen fra Ballerup Ungdomsråd har været med i arrangørgruppen. Ja faktisk var det ham, der kom på idéen:

»Jeg var på en etårig projektlederuddannelse, som Region Øresund kørte. Der skulle jeg udvikle et projekt, og det blev til Culture Zone Tour. Jeg endte med at beslutte mig for, at føre projektet ud i livet sammen med seks andre fra min uddannelse.«

Succes med at tilbyde kultur til unge

Sammen har de unge arrangeret fire kulturarrangementer. De havde til formål at trække mennesker til, der ikke normalt oplever ret meget kultur – for eksempel de helt unge. Jacob W. Jørgensen fortæller, at det er lykkes:

»Det er gået virkelig godt med arrangementerne. Især i Roskilde, hvor der deltog 250 mennesker. Vi har brugt upcoming bands, der ville nyde godt af opmærksomheden, og det har da også været en succes. Et af bandsne fik tilbudt 5 koncertjobs efterfølgende.«

En historie, der ikke er slut endnu

Også for de unge arrangører selv har der været noget at hente. Jacob W. Jørgensen har fået et rigtig fint netværk, et hav af kompetencer og en masse gode oplevelser ud af at være med.

Allerede inden for de næste fire måneder vil en del af arrangørgruppen gøre noget lignende igen under samme navn. De har nemlig valgt at gøre det til en del af deres videre uddannelse.