De unge i Horsens kan ikke vente med at komme i gang

Horsens ungeråd er på beneneHorsens Ungeråd er så småt på benene, og der er masser af engagement blandt de unge, fortæller rådets kontaktperson, Lars Koldbæk

Et studenterhus, en buddy-ordning og meget mere skal samle de unge i Horsens. Sådan lyder ideerne fra kommunens nye ungeråd, der har brugt det sidste halve år på at komme ordentligt på benene.

»De unge kan næsten ikke vente med at komme i gang med de mange projekter, de har på tegnebrættet,« siger Lars Koldbæk, der har været med gennem hele opstartsperioden.

Mangeartede opgaver

De frivillige i rådet har mange forskellige ønsker til, hvad der skal gøres for unge i området. Derfor har de delt sig ind i grupper, der hver arbejder med en mere fokuseret opgave.

»Vi har blandt andet en gruppe, der arbejder på at få et studenterhus, der kan fungere som mødested for unge i Horsens by. Lige nu er det stadig på idéstadiet, men de forestiller sig et café- og studiemiljø, hvor man kan lave gruppearbejde og få lektiehjælp, og hvor man ikke mindst kan møde andre unge på tværs af uddannelserne,« siger Lars Koldbæk.

En anden gruppe arbejder med en problematik, der er mere specifik for Horsens. Nemlig at kommunen har mange udenlandske studerende, fordi der er en række populære uddannelser på VIA University College i Horsens, som tiltrækker unge fra det meste af verden.

»De internationale studerende har efterlyst arrangementer, der kan gøre dem til en mere integreret del af samfundet i Horsens, og det er de unge i ungerådet meget optagede af at skabe,« siger Lars Koldbæk og fortsætter:

»Så sent som i går kom en fra rådet med en kvittering på sodavand og snacks fra et indledende arrangement, hvor de unge havde inviteret internationale studerende til at udvikle løsninger. De havde fundet masser af gode ideer, som for eksempel at lave en buddy-ordning for de internationale studerende.«

Ungerådet på arbejde. Foto: Horsens Ungeråd
Ungerådet på arbejde. Foto: Horsens Ungeråd

Et alsidigt råd

Det har ifølge Lars Koldbæk været af høj prioritet for politikerne, at de unge i rådet afspejler kommunens forskellige unge. Derfor sidder der både folk i og udenfor uddannelse rundt om bordet, når der holdes møder, ligesom rådet består af unge fra 15 helt til 29 år.

»Man ville gerne have en sparring på tværs af mange grupper af unge. Både fordi de kan lære noget af hinandens perspektiver på tingene, men også for at sikre, at rådet er bæredygtigt,« siger Lars Koldbæk.

Han forklarer, at de helt unge potentielt kan sidde med i rådet i lang tid, og at der på den måde er mindre risiko for, at alle de mange engagerede frivillige om et år er væk igen.

Den store aldersforskel kan give nogle udfordringer i forhold til at holde arrangementer, der inkluderer alle, men Lars Koldbæk er tryg ved, at de unge har nok energi og mod på opgaven til, at der kan findes løsninger på det meste.