De engagerede unge

posted in: DUF, Nationalt | 0

Ny undersøgelse afliver myten om, at unge er dovne og politiske ignoranter. 16-25-årige er mere optaget af landets økonomi og deltager i flere politiske debatmøder end andre aldersgrupper. Det skal NAU udnytte til at få sparket flere ungdomsråd i gang, mener næstformand

Unge har andet i hovedet end Facebook, fester, druk og Paradise Hotel. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har lavet for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Undersøgelsen viser, at unge går op i samfundet: 95 procent af unge mellem 16 og 25 år diskuterer således politik med deres venner og familie.

The economy, stupid!
Og når unge diskuterer politik, drejer snakken sig om andet end SU, 16-års stemmeret og egeninteresser. Temaerne er de samme som for andre aldersgrupper: Det er især økonomi og beskæftigelse, som unge debatterer. Undersøgelsen viser også, at unge er den befolkningsgruppe, der er mest optaget af landets økonomi.

Næstformand Niels Wulff Vissing Nielsen og formand Sidsel Torp Henriksen under landsmødet i november 2012.
Næstformand Niels Wulff Vissing Nielsen og formand Sidsel Torp Henriksen under landsmødet i november 2012.

– Når man snakker med politikere, kan de godt se ned på een, fordi man er ung. Men som undersøgelsen her viser, diskuterer vi mere politik, end mange af dem selv gjorde, også selv om de er fra 68’er-generationen. Jeg tror, mange har et misforstået billede af, hvor meget politik, unge diskuterer, siger en begejstret næstformand i Netværket af Ungdomsråd (NAU), Niels Wulff Vissing Nielsen.

Hver tredje har været politisk aktiv i 2012
Ifølge undersøgelsen er unge lige så politisk engagerede som andre aldersgrupper: 30 procent af de 16-25-årige har deltaget i en politisk aktivitet i 2012. Det svarer til den øvrige befolkning.

Samtidig har hver tiende unge det seneste år deltaget i et politisk debatmøde – det er flere end hos den øvrige befolkning – og så er flere unge medlemmer af politiske partier end resten af befolkningen.

Unge får indflydelse gennem NAU
At unge er så engagerede i politik er gode nyheder for en organisation som NAU. For i NAU kan engagementet omsættes til reel indflydelse, forklarer næstformand i NAU, Niels Wulff Vissing Nielsen:

– NAU og ungdomsråd generelt er et godt udgangspunkt for debatter i et godt og trygt forum. Det er også gennem NAU, man kan få politisk indflydelse og her, der er mulighed for at tage politikere med på råd, siger han.

Undersøgelsen skal bruges til at komme bredere ud til unge og måske tilrettelægge fremtidige arrangementer i foreningen lidt anderledes.

– Vi må ikke lade de her krafter gå til spilde. Vi skal bruge det, at unge diskuterer så meget meget til noget. Det kan ske gennem større fokus på oprettelse af flere ungdomsråd, og måske skal vi også tage resultaterne i undersøgelsen med i vores overvejelser omkring fremtidige arrangementer. Måske har vi brug for færre oplæg og mere dialog og debat, nu hvor de unge bruger så meget tid på og er så dygtige til at diskutere, siger Niels Wulff Vissing Nielsen, næstformand i NAU.