Hvad er et ungdomsråd?

Der er ikke nogen opskrift på, hvordan et ungdomsråd skal fungere – og hurra for det! Et ungdomsråd skal give mening, hvis man skal have et. Men kig dig omkring i din hverdag. Er alt perfekt? Nej, vel? Så gør noget ved det!

Alle ungdomsråd har i forskellig grad indflydelse på beslutningsprocesserne rundt omkring i kommunerne. Rådenes arbejde er stærkt varierende, og de unge fungerer både som arrangører af sociale events og tages med på råd i politiske små og store spørgsmål – fra hvor og hvordan en ny skaterrampe skal bygges, til hvad kommunens ungepolitik skal indeholde.

Ungdomsråd og -huse har vidt forskellige funktioner, men fælles for dem alle er, at de gør en forskel for unge, der hvor de unge er. Med andre ord – ungdomsrådsarbejde handler om at gøre det sjovere at være ung!

 

Danmarks ungdomsråd

Danmarkskortet illustrerer, hvilke kommuner, der har ungdomsråd (de gule og grønne markeringer), og hvilke kommuner, der ikke har (de røde markeringer). De grønne kommuner har også valgt at melde deres ungdomsråd ind i NAU og udnytter på den måde muligheden for at være en del af et fællesskab af engagerede unge, der gerne vil gøre en forskel i deres lokalområde.

Klik på en kommune, se navnet på ungdomsrådet, se om der er et ungdomshus i kommunen, og besøg også ungdomsrådet på Facebook ved at klikke på linket.

Der er i øjeblikket 62 kommuner i Danmark, som har et ungdomsråd – 48 er medlem af NAU. Mellem fem og ti kommuner arbejder i øjeblikket på at etablere et ungdomsråd, og det er NAU’s mål, at alle kommuner i Danmark skal have et ungdomsråd.

22 kommuner har et ungdomshus. Det er ikke alle kommuner med et ungdomshus, der også har et ungdomsråd, og det er selvsagt heller ikke alle ungdomsråd, der har et ungdomshus. Et ungdomsråd, der ikke fungerer sammen med et ungdomsråd, kan også være selvstændigt medlem af NAU, hvilke enkelte er.

I alt tæller NAU i øjeblikket 48 medlemmer.