TKU har været på højskole

TKU-medlemmerne Jacob Lundbye og Peter Magnus Brøndum Rønn (tredje og fjerde fra venstre)  til Røddingdøgnet
TKU-medlemmerne Jacob Lundbye og Peter Magnus Brøndum Rønn (tredje og fjerde fra venstre) til Røddingdøgnet

Ingen siger, at alle aktiviteter med et ungdomsråd behøver at foregå inden for kommunens grænser. To medlemmer af Thisted Kommunes Ungeråd (TKU) drog sidste weekend til København for at deltage i debatarrangementet Røddingdøgnet

Jakob Lundbye og Peter Magnus Brøndum Rønn fra TKU tøvede ikke længe, da chancen bød sig for at komme på weekendophold på Rødding Højskole med oplæg af journalisten Clement Kjærsgaard og debatter med andre politikinteresserede gymnasieelever.

»Vi syntes, at det lød rigtig spændende, fordi der var mulighed for at møde ligesindede. Peter og jeg interesserer os helt vildt meget for politik og at kunne blande sig i debatten, så det at møde 65 andre gymnasieelever med samme interesse er helt fantastisk,« siger Jakob Lundbye.

Opkvalificering af politikinteresserede unge

Arrangementet blev afholdt i regi af nyhedsmagasinet Ræson, hvis fremmeste formål er at højne det politiske debatniveau i Danmark. Der var da også stramt program gennem begge dage for at sikre, at de mange unge fik lært mest muligt.

»Vi startede fredag, hvor Clement Kjærsgaard, som er stifter af Ræson, kom og styrede en debat og holdt et foredrag, hvor han fortalte om nogle af de ting, vi skulle lægge vægt på hen over weekenden,« fortæller Jakob Lundbye.

Også for de engagerede ungdomsrådsmedlemmer

Lørdagen bestod af workshops og oplæg fra forskellige meningsdannere, og Jakob Lundbye har kun roser til overs for programmet.

»Det var helt fantastisk. Jeg vil virkelig anbefale andre ungdomsråd at tage afsted til lignende arrangementer. Det var egentlig kun for gymnasieelever, men jeg spurgte, om vi ikke kunne komme med i regi af ungdomsrådet, og det måtte vi gerne. Vi er jo mindst lige så engagerede som almindelige gymnasieelever, som de sagde,« siger Jakob Lundbye.

Han fortæller, at dele af debatterne også kunne tages med hjem til overvejelse i ungdomsrådets kommende arbejde:

»Vi diskuterede blandt andet iværksætteri – hvordan vi får flere kloge hoveder på det område i Danmark, og om man skulle implementere innovation bedre i skoleskemaet både i gymnasiet og folkeskolen. Det kunne man jo godt som ungeråd være bannerfører for lokalt.«