Solrød: Scenen er din!

Solrød imponerer
Sjovere.nu var forbi til Solrød Ungeforums “Scenen er din” kombineret med standup af Christian Fuhlendorff på Solrød Gymnasium, som efterfølgende havde lokale ungdomsbands på programmet.
Reportage af Alexander Momtaz

Da vi ankom til gymnasiet, var Solrøds ungdom allerede mødt talstærkt frem og havde taget plads for at møde byrådskandidaterne på egen hjemmebane.

Hvorfor diskutere lokalpolitik?
Solrød Ungeforum havde tydeligvis lagt mange kræfter i arrangementet med formålet at øge interessen for kommunalpolitik.

– I Ungeforum Solrød har vi, i forbindelse med Kommunalvalget 2013, haft en klar ambition om at øge interessen for kommunalpolitik og gøre det mere tilgængeligt for de unge. Derfor tog vi initiativ til et arrangement, som både skulle være underholdende, men først og fremmest skulle bringe kommunalpolitikken lidt tættere på de unge og deres hverdag, fortæller Anna Amalie Faurholm fra Solrød Ungeforum.

De unge imponerede politkerne ved at møde op i stort antal til debatten.
De unge imponerede politkerne ved at møde op i stort antal til debatten.


Politikkernes budskab til de unge
Byrådskandidaterne var ikke enige om mange ting, tre ting kunne de dog blive enige om: At de var meget imponerede over Solrød Ungeforum og Solrøds unge, der havde sat en aften af til at diskutere politik og taget ansvar for deres egen hverdag, at de ingen penge havde, og at de ikke ville love meget til ungdommen og sidst, at det var et problem, at unge ikke gad at blive i byen efter endt ungdomsuddannelse.

Nogle af kandidaterne begav sig dog ind på områder som 16-års valgret, cafémiljø, høringsret til Ungeforum samt oprettelsen af et ungdomshus.

Liberal Alliance vil give de unge et ungdomshus
De unge kan selv, mener Liberal Alliance. Partiets spidskandidat, Henrik Boye Jørgensen, gav sin støtte til et ungdomshus i Solrød og rettede ved samme lejlighed skytset mod alle de andre partier, hvoraf ingen ellers støtter ideen om et hus, hvor de unge kan udfolde sig kulturelt og socialt.

– Ungdomshuset er vigtigt for at kunne holde de unge i kommunen, da det ville øge deres sociale tilknytning til vores kommune, siger Henrik Boye Jørgensen.

De andre partier turde ikke love noget, da finansieringen af et ungdomshus i deres øjne lå glemt i det uvisse.

Standup og politik
Christian Fuhlendorff indtog scenen bagefter politikkerne for at runde første del af arrangementet.

– Vi kaldte konceptet for “scenen er din”, men for at fastholde de unges opmærksomhed, havde vi arrangeret, at Christian Fuhlendorff skulle komme og optræde efterfølgende netop i erkendelsen af, at interessen for kommunalpolitik ikke er særligt stor blandt unge, fortæller Anna Amalie Faurholm.

Fulendorff på scenen.
Fulendorff på scenen.

Standup-komikeren tog et hav af hverdagsproblemer op og viste for de unge absurditeten i mange af problemerne. Med et smil på læben og en god gang sort humor fik Christian Fuhlendorff vendt politiske diskussioner med de unge, uden  det blev for tørt og kedeligt.

Han havde et vigtigt budskab til politikere og medier. I en normal debat, sagde Fuhlendorff, ville folk blive enige på et tidspunkt, men det lod vores medier aldrig politikkerne blive. Han mente, at det blev fremstillet som konstant diskussion uden nogen ende, og at det bestemt ikke var tiltalende for borgerne.

Ungdommen gik med sejren
Efter en spændende aften med politik og standup bliver man overrasket over, at personen der fik størst bifald ikke var komikeren, der intet havde at tabe, men derimod den unge 20-årige Venstre-kandidat, Emil Blücher, der blev student fra Solrød Gymnasium i 2012. Han var en af de unge selv. Han lyttede og vidste, hvad der rørte sig blandt de unge i kommunen.

Konklusionen må være; lyt også til de unge.

Der blev også plads til lidt musikalsk underholdning, for at skabe lidt dynamik under mødet.
Der blev også plads til lidt musikalsk underholdning, for at skabe lidt dynamik under mødet.