NAU’s organisationsudvikling

posted in: DUF, Organisatorisk | 0

Af Mie Hovmark, sekretariatsleder og Nicolai Boysen, formand

De sidste par år har NAU vokset sig større, og et sådan vokseværk kræver en hel del af vores organisation: Vi skal kunne tilbyde kvalificeret hjælp og vejledning til vores medlemmer. Vi skal sikre, at de unge bliver hørt lokalt som nationalt. Og sidst men ikke mindst, skal vi huske at stå sammen om vores NAU-identitet.

Derfor har vi taget initiativ til at se nærmere på, hvordan vores organisation er opbygget og fungerer. Hvordan er vores kultur? Hvad er vores organisatoriske mål? Hvordan gør vi NAU bedre? Og hvordan kommer NAU og de enkelte ungdomsråd til at hænge bedre sammen? Det er en stor og omfattende proces, og vi håber selvfølgelig, at vores medlemmer vil være med hele vejen.

Dog er det ikke kun vokseværket, der gør, at vi har behov for at se indad. Grundet nye tilskudsregler fra Dansk Ungdoms Fællesråd er vi også nødt til at se på vores vedtægter. Vi ser det som en god mulighed for at få stillet spørgsmål, som alle organisationer engang imellem bør stille sig selv. Og derfor vil der på Årsmødet 2017 starte indledende drøftelser om kategorisering af vores medlemmer.

Det er vigtigt for os at understrege, at kategoriseringen på ingen måde kommer til at have betydning for medlemmernes indflydelse på vores fælles organisation. Det bliver udelukkende et administrativt redskab, der skal gøre os klogere på, hvordan vores medlemmer organiserer sig ude i rådene. Men det gør ikke drøftelserne mindre vigtige.

Derfor håber vi også at se så mange af vores medlemmer som overhovedet muligt til Årsmødet 2017. Så vi kan få nogle kvalificerede bud på, hvordan vi sammen hjælper vores organisation videre til næste kapitel i den fælles fortælling om danske ungdomsråd og -huse.

Mere information vil blive sendt ud sammen med mødematerialet til Årsmødet.