NAU skal til Ungdomsmøde

Sidste års Ungdomsmøde var en stor succes!
Sidste års Ungdomsmøde var en stor succes!

Lørdag på Folkemødet forlader NAU’s deltagere Bornholm. Sammen med 200 andre unge skal de sejle til Christiansø for at holde Ungdomsmøde

En sejltur væk fra Bornholm vil give plads til at fordybe sig i opgaven at komme med forslag om ungdommens foretagsomhed. Det vurderer Olav Hesseldal fra UngdomsBureauet, efter Ungdomsmødet på Christiansø sidste år var en stor succes.

»Vi vil rigtig gerne frede den proces, det er at komme med konstruktive forslag. Desuden skaber det rigtig meget opmærksomhed om arrangementet, når vi kommer tilbage til havnen igen,« siger han.

Fem anbefalinger fra unge

UngdomsBureauet har valgt at afholde Ungdomsmøde under Folkemødet, fordi de mener, at det er vigtigt at skabe en platform, hvor unge har taletid. Mødet skal i år handle om foretagsomhed under temaet ungdomsarbejdsløshed, og formålet er at komme med fem forskellige anbefalinger til, hvordan de unge selv kan gribe tøjlerne.

»Vi kan bruge lang tid på at diskutere, hvis skyld det er, at ungdomsarbejdsløsheden er høj. Men vi vil hellere kigge på hinanden og ungdommens foretagsomhed, og se, hvad vi selv kan gøre for at forbedre unges situation,« siger Olav Hesseldal.

Opmærksomhed om unges indsats

Sidste år var 80 unge med på mødet, men i år er antallet steget til hele 200 deltagere. Det giver mulighed for rigtig spændende resultater, og det fylder en hel del i gadebilledet.

Olav Hesseldal fortæller, at de unge sidste år fik fløjter og flag for at skabe en masse opmærksomhed omkring arrangementet. UngdomsBureauet har samme plan i år.

»De unge kommer med en hel masse god energi, når de kommer tilbage til Folkemødet. Der sker jo en masse ting på havnen, når vi kommer tilbage, men det er fedt, at folk kan se, at alle de her forskellige unge samles,« siger Olav Hesseldal.

NAU afholder en workshop om nærdemokrati på Ungdomsmødet på Christiansø, hvor også Lærerstuderendes Landskreds, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Dansic, Venture Cup, UP Ungdomsproduktion og Erhvervsskolernes Elevorganisation deltager.