NAU-portræt: Ungdomsrådskonsulenten

posted in: Sekretariatet | 0

Sidsel Torp HenriksenJeg hedder Sidsel Torp Henriksen.

Jeg er 24 år og læser socialt arbejde på AAU. Jeg er opvokset i Middelfart, hvor jeg brugte en masse tid på Middelfart Ungdomsråd og ungdomshuset. Det førte mig til mit første landsmøde i NAU i 2010, hvor jeg blev valgt ind i ledelsen og senere blev formand. Jeg har altså arbejdet med ungdomsråd og ungeinddragelse de sidste 8 år og har derfor efterhånden lidt erfaring. Siden jeg flyttede til København, har jeg desuden brugt min tid på bl.a. Fritidsguiderne KBH og Studenterhusets bestyrelse.

Jeg er ansat som ungdomsrådskonsulent i NAU, hvilket betyder, at jeg har kontakt med alle de seje råd rundt omkring i Danmark. Mit arbejde består primært i at planlægge og afholde nationale arrangementer såsom landsmøde, folkemøde, projektdag osv.

Jeg er vild med at arbejde i NAU, fordi der er så meget god energi blandt ungdomsrødderne. De gør hver dag en forskel for unge i hele landet ved at sætte ungdom på dagsordenen, skabe kulturelle fællesskaber og insistere på at være med til at forme det samfund, de lever i. Det er sejt! Men det kan også være svært, og derfor er det vigtigt, at der er en organisation som NAU, der kan hjælpe og rådgive, og hvor rådene kan trække på hinandens erfaringer.