– Kun et år til Walker Festival

posted in: Nyheder | 0

Forrige weekend kulminerede året for Middelfart Ungdomsråd, da rådet afholdt den tilbagevendende Walker Festival, der efterhånden er blevet en stor og berømmet festival på Østfyn. Læs her en reportage af ungdomsrådsmedlem Philip Andreas Holmkjær:

Dørene blev slået op til den tredje Walker Festival fredag eftermiddag, og allerede fra første øjeblik var stemningen i top. Ungdomshuset Walker var fuld af forventningsfulde unge mennesker, som i et år har planlagt festivalen ned til mindste detalje, og nu var det sandhedens time – det første band skulle gå på scenen. Det var Folkeklubben, som åbnede festivalen tidligt fredag aften. Derfra kørte hele arrangementet på skinner med mange forskellige bands hele fredag aften, og der var fest og glade dage i alle hjørner af ungdomshuset.

Lørdag åbnede festivalen klokken 14, og med de mange udendørsaktiviteter var det heldigt, at solen kiggede frem mellem skyerne, så gården på Walker blev fyldt op af mennesker, imens der kunne ses improvisationsteater, spilles kendama, lyttes til musik og nydes en øl. Ikke nok med det, så begyndte nogle kreative sjæle at male graffiti på de dertil indrettede malevægge. Der var aktiviteter for enhver smag på Walker, men senere på aftenen blev hele publikummet samlet af én fælles interesse – musikken. De mange bands gik skiftevis på i Salen og Caféen, og hele festivalen kulminerede med Flødeklinikkens og Go Go Berlins optrædener, hvor dansegulvet var fyldt og humøret var i top. Ølkrusene blev tømt da DJ Don Pedro spillede igennem nattens små timer, og en masse glade unge mennesker og tilfredse arrangører kunne se tilbage på en rigtig festlig weekend med både rockmusik, skuespil og hyggelige nye bekendtskaber. Det bedste er, at der kun er ét år til næste Walker Festival.