Haderslev Ungdomsråd prikker til lokalpolitikerne

I Haderslev vil de unge høres

I Haderslev Kommune vil de unge gerne inddrages mere i den demokratiske proces. Derfor har Haderslev Ungdomsråd (HUR) nu indsendt et forslag til byrådet om, at ungdomsrådet 4 gange årligt får lov at sende en indstilling til direkte behandling i byrådssalen.

Det skriver rådets formand Nicolai Boysen i et læserbrev, der d. 13 december blev bragt i flere lokalaviser.

»Hvis forslaget godkendes, vil det betyde, at de unge i Haderslev Kommune får en meget mere direkte kanal, de kan deltage i demokratiet gennem. Nu er vejen temmelig kringlet,« siger Nicolai Boysen.

Blandt de forslag, ungdomsrådet gerne vil bringe på bordet med indstillingsordningen, er et ungdomspolitisk hus et af de vigtigste. Nicolai Boysen forklarer, at de unge mangler et sted, der er deres eget, hvor ungdomspartier og ungdomsrådet kan mødes.

Nicolai Boysen, formand for HUR
Nicolai Boysen, formand for HUR

Et andet forslag omhandler ungdomsrådets økonomiske midler. Elevrådene i Haderslev Kommune har gennem flere år kunnet søge om tilskud til projekter og arrangementer for deres skoler fra en pulje, Haderslev Ungdomsråd har oprettet af deres tilskud fra kommunen. Nicolai Boysen fortæller, at beløbet i puljen desværre synker, fordi ungdomsrådet selv er begyndt at afholde flere arrangementer.

»Elevrådene har kunnet søge penge fra den del af det kommunale tilskud, vi ikke havde brug for i ungdomsrådet. Men vi må prioritere vores egne projekter, for de er et tilbud til alle kommunens unge. Derfor håber vi, at der kommer flere penge til de mange gode idéer, elevrådene har«

Ordningen vil give Haderslev Ungdomsråd mulighed for at indstille om, at der bevilges flere penge fra kommunen, så ungdomsrådet både kan finansiere deres egne og elevrådenes aktiviteter.

Ungdomsrådet har endnu ikke fået nogen officiel respons på forslaget. Nicolai Boysen har dog mødt positive kommentarer fra flere på rådhuset.