Er du NAUs nye ansigt på sekretariatet?

NAUs altid energiske kommunikationskonsulent Mathias Sommer får fra 1. december nye udfordringer som lokalredaktør på Ærø. Derfor søger vi nu med lys og lygte efter det næste journalist-geni til at sætte NAU og ungdomsrådene på alles læber. Er det dig? Eller en du kender? Ansøgningsfristen er allerede 17. november – så tøv ikke!

En ny kommunikationskonsulent skal være fuld af energi og lyst til at sætte dagsordenen. Du skal turde smide bolde i luften og tage selvstændigt initiativ, samtidig med at du er opmærksom på den følsomme situation, det er at arbejde i en politisk ledet forening.
Arbejdsopgaverne er primært journalistiske og dækker over facebook-opdateringer, nyhedsovervågning,  artikler til nau.dk, pressemeddelelser, videoproduktion,  læserbreve i tæt samarbejde med ledelsen, fastholdelse og udvidelse af NAUs journalistiske netværk  og et generelt engagement i NAU’s daglige arbejde.

Hele sekretariatet består af studerende, og arbejdet er derfor fleksibelt. Vi tager højde for dine eksamensperioder og din mulighed for at følge dit studie, mens du samtidig er klar til at rykke, når historierne og momentum er der og sørge for at NAU er en spiller, der også rent journalistisk bliver regnet med.
En gang om ugen har vi et sekretariatsmøde, der skal prioriteres højt, men ellers har du rig mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdstid.

Ansøgningsfristen er allerede den 17. november og du skal kunne starte 2. december. Ansættelsessamtaler vil blive holdt den 21. november om eftermiddagen.
Jobbet er lønnet efter HK/stats lønsatser og arbejdstiden er 10 timer om ugen i gennemsnit, som du selv får stor mulighed for at tilrettelægge.

Vi sigter umiddelbart efter journalist- og kommunikationsstuderende, der kan arbejde hos os mindst et år og gerne længere.

Vi forventer at du:

  • Kan arbejde selvstændigt, men samtidig være en holdspiller
  • Har erfaring fra foreningsarbejde eller på anden vis forståelse for at arbejde i en primært frivillig forening med politisk valgt bestyrelse
  • Kan planlægge nyhedsstrømme
  • Kan gebærde dig på et bredt udvalg af medier og gerne har et vist netværk i mediebranchen
  • Har lyst til at opsøge de gode historier – både fra telefonen og ved at tage rundt i landet til vores medlemmer
  • Også bidrager til sekretariatets daglige arbejde med rugbrødsopgaver som arrangering af nationale arrangementer og lignende

Vi kan tilbyde:

  • Et sekretariat bestående af andre studerende med forskellige baggrunde
  • Et dynamisk og ungt arbejdsmiljø med stort ansvar og frie rammer til selv at præge din stilling
  • Mulighed for at gøre en reel forskel for unge i hele landet og samtidig få din byline på historier om de emner, som er på alles læber for tiden – unge, demokrati og inddragelse

Send din ansøgning med CV til info@nau.dk senest den 17. november.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til sekretariatsleder Maj Jensen Christensen på 22 62 23 36.