En rutsjebanetur med DUF

Næstformand Niels til delegeretmøde i DUF
Ledelsesmedlem Niels til delegeretmøde i DUF

NAU’s medlemmer vil gerne vide mere om, hvilket arbejde ledelsen går og laver. Det blev klart på Landsmødet 2013. Derfor bringer vi nu den første nyhed om ledelsens aktiviteter, hvor man kan læse om NAU’s deltagelse i et møde for delegerede i DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), som er paraplyorganisation for NAU og mere end 70 andre organisationer.

DUF favner tilsammen over 600.000 unge. Hvert år den første lørdag i december holder organisationen delegeretmøde, hvor NAU som medlem kan få indflydelse på DUF. Derfor drager repræsentanter fra NAU’s ledelse hvert år afsted.

Ny udtalelse fra NAU

I år havde Niels Nielsen og Rasmus Petersen æren af at repræsentere NAU, så de satte tidligt lørdag morgen kursen mod Roskilde Kongrescenter med et mål for dagen: NAU’s udtalelse om større medlemsinddragelse i DUF’s arbejde skulle stemmes igennem, så medlemsorganisationerne i højere grad bliver inddraget mellem delegeretmøderne.

NAU's formand Rasmus Petersen på talerstolen til DUF's delegeretmøde
NAU’s formand Rasmus Petersen på talerstolen til DUF’s delegeretmøde

Det viste sig hurtigt, at tingene ikke ville gå, som NAU ønskede det. Store grupperinger inden for DUF var imod forslaget, men pointen blev dog behandlet på talerstolen – og vigtigheden af NAU’s udtalelse blev understreget. Niels og Rasmus planlagde næste skridt.

NAU møder anderkendelse fra DUF’s formand

Da punktet eventuelt skulle behandles gik de to på talerstolen for at rose mødet. Men også for at gøre opmærksom på, at misforståelser måske var grunden til, at NAU’s udtalelse var faldet. Og at udtalelsen dermed kunne være faldet på et forkert grundlag. Det udløste højlydte klapsalver og efterfølgende ros og anerkendelse fra den genvalgte formand Signe Bo.

NAU kan være godt tilfreds med mødet selvom udtalelsen faldt. Gennem hele aftenens fest kom delegerede fra andre organisationer hen og tilkendegav vigtigheden af det, vores delegerede havde sagt. Der blev talt med gamle venner og mødt nye mennesker, der kunne være spændende at arbejde sammen med i fremtiden.