Demokrati med Thyrring

Bliv “demokratiekspert” og hjælp Marianne Thyrring med sin rapport/bog til Margrethe Vestager

De seneste måneder har Margrethe Vestagers højre hånd, Marianne Thyrring været på tur rundt i landet for at inspicere nærdemokratiet. Hun har især sat fokus på ungdomspolitik og har taget inspirationer med hjem fra Syddjurs Kommune og Viborg Ungdomsråd, hvor hun for nyligt var på besøg.

I 17 kommuner har fået besøg, hvor hun har undersøgt de lokale demokratiers tilstand. Nu går hun så i skrivemode, for hun skal aflevere en større rapport til Indenrigsminister Margrethe Vestager – som hun selv kalder bog – med anbefalinger til, hvordan kommunerne kan forny og forbedre de lokale demokratiers tilstand.

Og her har du chancen for at bidrage som “demokrati-ekspert”.

Bliv ekspert
I december udpegede økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager tidligere departementschef Marianne Thyrring til at tage temperaturen på de lokale demokratier.

Marianne Thyrring skulle rundt i udvalgte kommuner for at se, hvordan det står til med bl.a. dialogen mellem borgere og de lokale folkevalgte.

I skriveprocessen har Marianne Thyrring besluttet sig for at invitere ”demokratieksperter” til at hjælpe med at skære anbefalingerne til, mens hun skriver på rapporten i ugerne frem til Folkemødet.

”Demokratieksperterne” er personer, hun enten har mødt på sin rundtur eller været i dialog med i forbindelse med demokratirundturen.

Marianne Thyrring

– Jeg har mødt så mange engagerede mennesker på min rundtur, som på den ene eller anden måde har erfaring med lokale demokratier. Jeg interesseret i at vide, hvad de mener om det, jeg tænker at skrive i min rapport. Så de næste gange, jeg skriver klummer, vil jeg spørge ”demokrati-eksperterne”, om de er enige i det, jeg skriver – eller om det for eksempel kan skæres skarpere, eller der skal føjes noget til.

Alle kan bidrage
Alle kan sådan set bidrage til Marianne Thyrrings rapport. Det kan man enten ved at følge Marianne Thyrring på twitter (@Thyrring). Hun tweeter, når hun søger input til rapporten. Eller ved at skrive til Marianne Thyrring på mth@oim.dk – så kommer du på maillisten over ”demokrati-eksperter”, som hun skriver til.