Aktørerne får ungdomshus

Norddjurs Ungdomsråd er ungt, men ambitionerne store. Læs her, hvordan “Aktørerne” er blevet til det, de er i dag, hvordan rådet er på vej til at få et ungdomshus – og hvad det hele skal blive til

At Norddjurs Ungdomsråd hører til i den ambitiøse liga bemærkede de fleste af deltagerne på NAU’s landsmøde i november 2012. Den nye elev i klassen (Norddjurs Ungdomsråd blev medlem af NAU i maj 2012) lagde en klar og diskussionsvillig linje og udviste stor organisatorisk viden.

I morgen (onsdag) holder Norddjurs Ungdomsråd – kendt som Aktørerne – så informationsmøde om, hvad ungdomsrådet er og skal være for fremtiden i Pavillionen i Grenaa. På mødet skal der desuden vælges formand og næstformand.

Ildsjælen
Siden rådet officielt blev til Aktørerne i 2010 er der gjort en masse for at etablere et egentligt ungdomsråd. En bærende figur i arbejdet med at etablere et ungdomsråd har været den nu 20-årige Jeppe Würtz Petersen.

I efteråret 2009 blev han valgt som formand for Aktørerne og startede sit arbejde fra 2010. Med sit sabbath-år i 2011 blev der for alvor tid til at fordybe sig i arbejdet med ungdomsråd.

Jeppe wurtz
20-årige Jeppe Würtz Petersen har en stor aktie i, at aktørerne er ved at få tag i de unge – og Norddjurs Kommune

– Vi er så heldige, at Norddjurs Kommune gerne vil inddrage unge i den kommunale politik. Så jeg har som formand for Aktørerne siddet i flere råd og givet høringssvar til kommunen om diverse politikker vedrørende unge. Og så kæmpet for et ungdomshus, som har været  vores mærkesag. Og kommunen har virkelig lyttet. Det kan man også se på politikken, siger Jeppe Würtz Petersen, der i morgen giver stafetten videre til en ny formand, fordi han er flyttet til Aarhus, hvor statskundskabsstudiet ligger – og fordi, han har fået et bijob som bindeled mellem de unge og politikerne i Norddjurs Kommune.

Penge til “Ungdomsunivers”
Og arbejdet lykkes. Lige nu har aktørerne et lokale på produktionsskolen i Grenaa til rådighed. Men over de næste år har kommunen sat penge af på budgettet til et ungdomshus, ind til videre kaldet ungdomsuniverset.

– Det er en stor sejr. Men Grenaa har også et behov for et samlingssted. Grenaas ungdomsuddannelser er samlet på een gade, kaldet campusaksen, som fører op mod byen. Her går flere tusinde elever. Men der er ikke rigtig nogen blanding af gymnasieelever og elever på erhvervsuddannelserne. Så vi ser det egentlig som en naturlig forlængelse af det campusmiljø, man prøver at skabe; at der også er et ungdomshus for de unge. Der er brug for sådan noget, forklarer Jeppe Würtz Petersen.

Aktørerne går på to ben
Organisatorisk har der ikke været et oplæg fra kommunen. Det har betydet, at Aktørerne så småt selv har skullet finde sig selv.

– Vi har ikke rigtigt nogen vedtægter, men nogle klare mål, vi går efter. Det er noget af det organisatoriske, vi især fokuserer på nu, siger Jeppe Würtz Petersen.

Nu, hvor han viger pladsen, skal der vælges ny formand og næstformand. Tanken er, at de skal referere i hver sin retning. Hvor formanden skal fokusere på de mange events, som Aktørerne afholder, bliver det næstformandens opgave at varetage foreningens interesse over for kommunen. Aktørerne står nemlig på to ben.

Det er sociale arrangementer som dette, Aktørerne fortsæt vil have stort fokus på. Billedet her er taget ved en "pigeaften" i november 2012.
Det er sociale arrangementer som dette, Aktørerne fortsæt vil have stort fokus på. Billedet her er taget ved en “pigeaften” i november 2012.

– Det er ikke helt sikkert, det bliver på den måde. Der er ingen faste regler fra kommunen, så det er op til os, hvordan det skal udformes. Men vi vil i hvert fald have et stort fokus på arrangementer, så vi fortsætter med at arrangere koncerter og events, for temaaftener om sex, hyggearrangementer og kreative værksteder på forskellige måder, siger Jeppe Würtz Petersen.

Åbent hus
Informationsmødet får også besøg fra NAU, hvor ungdomsrådskonsulent Torben Vinter vil holde oplæg om ungedemokrati og ungdomsrådsarbejde i resten af landet.
Alle interesserede er velkomne til at deltage – det kræver ingen decideret tilmelding, ud over at man kan tilmelde sig på facebook hvis man har lyst.

Men som det fremgår af eventet, er det eneste krav er, at man har gåpåmod, gode idéer og lyst til at gøre en ekstra indsats, da Aktørerne søger nogle engagerede og idéfyldte unge mennesker.

Aktørerne opfordrer især elevrådsfolk fra både folkeskoler og ungdomsuddannelser til at møde op på aftenen. Men også aktive foreningsfolk, kulturelt interesserede og andre unge ildsjæle er velkomne.

Hvis sulten endnu ikke er stillet, kan den netop vedtagede politik for ungdommen i Norddjurs Kommune læses her.