2014 – som NAU så det

Året der gik i NAUHvis man havde en krone for hver gang, noget er mislykkes for NAU i år… ville man ikke kunne købe noget som helst. 2014 har været et formidabelt NAU-år. Et år af den slags, hvor det er svært at komme i tanke om andet at brokke sig over end for lidt pålægschokolade til medlemsarrangementerne

De sidste 12 måneder har udgjort året, hvor alle NAU’s arrangementer var større og bedre end de foregående. Året, hvor en fra sekretariatet er sprunget på et tog til en ny kommune, der har ønsket sig ungdomsråd, omtrent en gang om måneden. Og året, hvor kulturministeren besluttede sig for, at 2015 skal være endnu større og vildere for ungdommen, når NAU skal hjælpe ministeriet med at plante bæredygtige ungdomsråd i landets kommuner.

Nyt formandsskab

Rasmus Petersen fra Viborg Ungdomsråd har stået ved roret 2014 igennem, efter han i slutningen af 2013 blev valgt som formand for NAU med Pauli Lydersen som næstformand. Han skød året i gang med et læserbrev i Politiken, der satte fokus på ungdomsråds potentiale til at gøre udkantskommunerne livligere og mere attraktive.

»Det er vigtigt, at kommunerne får øjnene op for, at unge har et enormt potentiale til at sætte liv i tingene udenfor storbyerne. Og at det ikke er så svært at give de unge nogle rammer, der giver dem mulighed for det. Jeg kan se, at politikerne lytter mere og mere til os, når vi fortæller dem det,« siger Rasmus Petersen.

Der bliver arbejdet med at udvikle et nyt logo til Rampen under Projektweekenden
Der bliver arbejdet med at udvikle et nyt logo til Rampen under Projektweekenden

I februar kom en projektweekend, der på alle måder lykkedes. Mange forskellige råd kom til Fredericia og arbejdede med deres ideer til arrangementer og mål, der skulle arrangeres og nås. Det blev tæt fulgt at et årsmøde i maj, hvor næstformanden trådte af, og stafetten blev givet videre til Nicolai Boysen, der også er formand for det velkørende Haderslev Ungdomsråd. Han er stadig glad for posten.

»At overtage efter en som Pauli har været en kæmpe udfordring og krævet en del arbejde at leve op til. Men først og fremmest har det været sjovt og spændende at få mere ansvar og arbejde i NAU,« siger Nicolai Boysen.

Kulturministeriet gav medvind i sejlene

Maj var også måneden, hvor kulturminister Marianne Jelved så lyset og fremlagde sin ungestrategi, der blandt andet har som mål at udbrede ungdomsråd til alle landets kommuner for at sikre en stærk ungdomskultur i hele Danmark. Tal om at blive hørt af politikerne.

Mikkel Vinther, der på det tidspunkt sad i NAU’s ledelse, har rådgivet ministeriet gennem processen med at udarbejde ungestrategien. Han siger om strategien:

»Det er første gang ungdommen betragtes som særskilt kulturgruppe. Derfor er det nu muligt at rykke ind og give et løft af hele Danmarks ungdomsmiljøer. Ungdomsråd er i øjeblikket et pragteksemplar på et ungdomsengagement, der både giver unge i store byer såvel som i provinsen lov til selv at tage styringen og på den måde sætte præg på kulturlivet i hele Danmark. Konkret vil unge i kommunerne forhåbentlig mærke strategien ved at opleve politisk medvind i sejlene.«

I slutningen af året er det blevet klart, at arbejdet med at udbrede ungdomsråd inkluderer Netværket af Ungdomsråd, hvilket betyder, at sekretariatet fremover vil tælle en ekstra medarbejder, der skal stå for et projekt med at hjælpe under opstarten af nye råd gennem 2015.

Medlemsarrangementernes år

Det friske formandskab af Rasmus Petersen og Nicolai Boysen ledte sammen den gruppe unge, der tog med NAU til Folkemødet i juni. Fire solskinsfyldte dage blev det til, inden 25 unge tog hjem med en uvurderlig mængde indtryk i bagagen. Et at de største var et Ungdomsmøde på Christiansø, som ungdomsrådsmedlemmerne var med til. En af deltagerne var Emilie Sindbjerg Duelund, der efterfølgende skrev om turen på nau.dk:

NAU-deltagere på sejlturen mod Ungdomsmødet på Christiansø
NAU-deltagere på sejlturen mod Ungdomsmødet på Christiansø

»Tusind tak til UngdomsBureauet for at holde så fedt et arrangement, for at vi sammen kan give ungdommen ordet. Jeg kan kun anbefale alle, der kunne være interesserede, at tage til Ungdomsmødet på Christiansø næste år.«

Et travlt forår blev fulgt af en stille sommer, men der gik ikke lang tid, før NAU igen var på banen med et medlemsarrangement. Nu for de kommunale kontaktpersoner, der lokalt gør det så problemfrit som muligt for ungdomsrådene gøre deres drømme til virkelighed. Det er ikke altid lige let, og derfor var indspark og workshops efterspurgt. De graffitimalede mure på Ungdommens Hus i Fredericia dannede rammen om en dag, hvor kommunernes ansatte fik en stor håndfuld nye værktøjer til deres arbejde. Men også en dag, hvor deltagerne kunne bruge sparringen med hinanden til at lære do’s and dont’s:

»Det er enormt rart at få øjnene op for, at der er mange andre, der er i samme situation som en selv. Vi er alle sammen lidt lost i forhold til vores arbejde, fordi mange ting er så nye, men det er i virkeligheden en god ting, for så kan vi udvikle os sammen,« sagde Emilie Qvist Kjærgaard fra Viborg efterfølgende.

Efter et år i højt tempo, satte Landsmødet punktum for det hele. I 2014 blev det det

NAU's nye ledelse
NAU’s nye ledelse

største hidtil og de mange ungdomsrådsmedlemmer til stede fik med grønne og røde papirlapper, stemmesedler og en masse diskussion valgt en ny ledelse og vedtaget et idegrundlag for organisationen og et arbejdsprogram for 2015.

Rasmus Petersen kan stadig springe op på talerstolen og kalde sig formand for NAU, men også fire nye ungdomsrådsmedlemmer fik en plads i NAU’s ledelse og skal næste år bære den vilde udvikling videre med hjælp fra rådene rundt om i landet. Vi glæder os!